Afsnit 189: FFF & Friends - The Thing (1982) Part I
Filmpodcast For Folket - Un pódcast de Filmpodcast For Folket
Categorías:
Velkommen til vores nyest serie, FFF & Friends. Der bliver her tale om en fortløbende serie, hvor venner og kollegaer med mellemrum vil blive inviteret indenfor til en (som altid grundig) snak om en film, der betyder noget helt særligt for dem.
Første gæst er det moderne renæssancemenneske, Nikolai Schulz. Gin connaisseur, storvildtjæger og i filmhenseende velkendt som periodevis anmelder (bla. på moovy.dk), forhenværende programchef for BUSTER Film Festival og nu distributør for Copenhagen Bombay. Desuden skiller han sig ud som værende en fast del af Danmarks med afstand stærkeste filmquizhold.
Schulz har (som flere af vores venner) et hjerte, der banker stort og stærkt for John Carpenters oprindeligt udskældte, men nu universelt hyldede The Thing fra 1982. Filmen er en filmatisering af bogen Who Goes There? og en genindspilning af The Thing From Another World, der nok bød på en god gang 50’er paranoia, men også på relativt fastlåste kamera setups, sort/hvid optagelser og dekorationer, der åbenlyst aldrig var i nærheden af nogen poler, hverken nord, syd eller centraleuropa.
Vi gennemgår vores respektive forhold til Carpenter som filmskaber, tager et dybt dyk ned i tilblivelsen af dagens film og nyder hovedrystende de anmelder-citater, som Schulz har medbragt, der i sin tid slagtede det snebundne monster-opus, som i dag står som et højdepunkt i en imponerende filmografi.
Lyt med og hør om enorme hatte, velspillende ulvehunde og en flok mænd, der ikke kan kende forskel på svenskere og nordmænd (og gør det egentlig noget?), men til gengæld drikker liberale mængder whiskey og smadrer skakcomputere, mens de afventer deres skæbne pokkers langt fra alfarvej.
Dagens værter: Kristian & NikolajGæstevært: Nikolai Schulz